medens det paa et andet Sted heder, at Korset vil „skue det himmelske Hus“ (Or. S. VI, 27). Jeg behøver ikke at spilde Tiden med at eftervise, hvorledes en Flerhed af disse Træk lader sig læse ud af Ygg-Drasils Mythen.
Der tales i Vøluspaa om en Kamp mellem Aserne og Jotnerne. Denne Kamp har sin Rod deri, at Aserne blande sig med Jotnekvinder og omvendt (V. 8), hvoraf Luften bliver blandet med Løgne (V. 25), Ondskab opstaar og Strid begynder. Dette er aabenbart en Gjenoptagen af den gamle jødiske Anskuelse, der har havt sine Tilhængere inden Kirken fra andet Aarhundrede af, at nemlig Engle skulde have blandet sig med jordiske Kvinder, og at heraf de himmelstormende Giganter skulde være fremstaaede. Hvad nu Striden mellem Aser og Jotner angaar (V. 25 fg.), da minder de saavel om den jødiske Sibylles Kamp mellem Kroniderne og Titanerne (Or. S. III, 121 fg.), som om Sibyllen E’s Skildring af de overmodige Titaner, der i deres Frækhed „kjæmpe vældelig imod den straalende Himmel“ (Or. S. I, 309 fg.). Efter min Formening gaar saaledes denneyndede Sibyllinske Katastrofe igjen i Vøluspaa.
Førend jeg forlader Vøluspaas Skildring af Fortidens Begivenheder, bør jeg endnu omtale, hvorledes Volven siger sig at mindes „9 Verdener“ (heima, V. 2). Udtrykket er dunkelt; da Volven ved Udtrykket aabenbarlig vil præcisere sin høie Ælde (cfr. Versets Begyndelse), ligger det nær at fortolke samme saaledes, at disse 9 Verdener have fulgt efter hverandre, fra den 1ste til de n9de; den 10de Verden maatte da være den, der fremstaar ved Perioden, der Indleder Ragnarøkk. Forsaavidt som denne Fortolkning skulde holde Stik, da havde man her en paatagelig Reminiscents af Sibyllens Generationer, af hvilke 9 omfatte Tiden fra Skabelsen til Perioden, der indleder Dommen. Forsaavidt som man vilde fastholde „Verden“ i sin mere bogstavlige Betydning som Hjem for Skabninger, staar man atter foran kristelige Tanker; der tales jo om 9 Himle, om 9 Englekor, om 9 Klasser Engle, om 9 Helvedesstraffe o. s. v. (Grimm II, 664).
I denne Forbindelse skal jeg endnu bemærke, at naar Odin i Vøluspaa (V. 29) kaldes „Hærfader“, da tror jeg, at der ogsaa i dette Udtryk skjuler sig Erindringer fra Sibyllerne, hvor Navnet
