af Jotnerne, Giganternes nordiske Modbillede. Og Sibyllen er vel giftet ind i den retfærdige Noahs Ætt, men hun er selv ond og ugudelig; hun har bedrevet Hor, været ubarmhjertig og gjort det Onde med Frit Forsæt (Or. S. II, 340), ligesom hun ogsaa har begaaet Mened (Or. S. VII, 154). Ligesaa er Volven aabenbarlig tænkt som et ondt Væsen; hun driver paa Seid, hun øver Trolddom, hun er en Lyst for de onde Kvinder (V. 22). Derfor venter dem begge samme Skjæbne, Undergang i den sidste Katastrofe. Sibyllen E udbryder i Ak og Ve over, hvorledes det vil gaa hende i den yderste Dom (Or. S. II, 340); Sibyllen C forudsiger om sig selv, at efter at Verden er opbrændt og en ny Verden er fremstaaet, vil Ilden fortære hende (Or. S. VII, 157). Og Volven ender jo sin Spaadom om Verdens Undergang og Gjenfødelse ved at sige „Nu mon hun synke“ (V. 66); hun vil altsaa, idet Dragen kommer flyvende og Ligene og farer ned i Dybet, selv synke ned i Afgrunden og gaa tilgrunde.
Som Volvens og Sibyllens Personlighed saaledes har disse mærkelige Berøringspunkter, saa er det ogsaa for det samme Publikum, begge fremføre sin Spaadom.
Volven begynder sin Spaadom saaledes[1]:
„Hører mig alle hellige Ætter
Høie og lave Heimdals Sønner“ (V. 1);
det er altsaa uimodsigelig for den hele Verden, hun spaar (cfr. ogsaa Omkvædet: „vide I mer eller hvad?“). Sibyllen A (Or. Sib. IV, 1—3) begynder med at æske Lyd hos Asiens og Europas Folk for, hvad hun vil profetere med lydelig Stemme.
Jeg har tidligere gjort opmærksom paa, at de Sibyllinske Orakler lægge an paa Dunkelhed i Harmoni med Sibyllens exstatiske Tilstand. Hva Vøluspaa angaar, da er det en bekjendt Sag, at man her støder paa megen dunkel Tale; vistnok maa dette for en Del antages at have sin Grund deri, at dette Digt er kommen til os i en mangelfuld Skikkelse, at maaske meget er borte, at Texten under den mundtlige Tradition er bleven forandret o. s. v.
- ↑ A. Gjessings Oversættelse overalt benyttet.
