ninger om Sibyllens store Visdom (Or. S. I, 1—4. IV, 1—6. VIII, 1—3. IX, 1—5).
2) Inde i selve Oraklerne, hvor der i Forbigaanede og tildels umotiveret gives en eller anden Oplysning betræffende Sibyllen, hendes Navn o. s. v. (Or. S. V, 52. I, 287 fg.).
3) I Slutningen hvor Sibyllen udbryder i Veklager over sin Skjæbne (Or. S. II, 340 fg. VII, 151 fg.).
Paa samme Maade vil man i Vøluspaa støde paa Oplysninger om, hvad der vedrører Volven, paa tre Steder:
1) I Begyndelsen, efter at Volven har æsket Lyd og pointeret, at hun spaar i Kraft af Valfaders Befaling; her tales der foruden om hendes Ætt tillige om hendes Visdom.
2) Inde i selve Digtet, hvor der paa to Steder (V. 22 og 28—29) aldeles umotiveret og uden det ringeste Sammenhæng med det Foregaaende og Efterfølgende forefindes Udtalelser om Forholde, der angaa Volven personlig. Skarpsindig, men uden Støtte af Haandskrifterne har som bekjendt Prof. Dr. S. Bugge foreslaaet at sætte disse Vers i Spidsen for Digtet som en episk Indledning.
3) I Slutningen af Digtet, hvor Sibyllen udstøder et Klageraab (V. 66).
Gaar man nu nærmere ind paa disse personlige Oplysninger, daa staar man atter foran paafallende Ligheder mellem Sibyllen og Volven.
I det Sibyllinske Orakel, som jeg tidligere har betegnet som Orakel B, kalder Sibyllen sig en Søster af den ægyptiske Gudinde Isis (Or. S. V, 52); hun staar altsa udenforr baade den jødiske og kristelige Religion, hun er en Hedning. Hermed kunde man sammenligne Vøluspaa V. 22, hvor Volven kaldes „Heid“, et Ord, der vel skal tyde hen paa, at hun er en Hedning. Dog herpaa vil jeg ikke lægge nogen Vægt; af større Vigtighed er det imidlertid, at Sibyllen i Oraklet E betegnes som Noahs Svigerdatter (Or. S. I, 289—90); da Noah i denne Spaadom medregnes til Giganternes Slægt, tilhører følgelig Sibyllen ogsaa denne, hun er en af Giganterne. Dette minder paa en i Sandhed slaaende Maade om, hvorledes Volven (V. 2) omtaler sig selv som født og fostret
