udgjorde Fylkisakrs (nu Flisagers) Sogn á Vældrum (Vældrar, nu Veldre), den nordøstlige Deel af Svadabú. 2, Nes (á Nese), nu Næs (ford. Ullínshofs) Sogn eller Præstegjæld, hvortil hørte Øyjin- (eller Eyjin) helga, nu Helge-Øen. 3, de paa Vestsiden af Mjors (Mjøsen) liggende Egne nemlig: a) Bírid, b) Rédalr (Redalen), som ogsaa kaldtes Mannheims-hérad, hvortil dog ogsaa det forhenværende Bródstada (Braastads) Sogn synes at have hørt; c) Snartheimsdalr med Stúfnar eller Stumnardalr, nu Snertingsdalen; d) Húnardalr, nu Hunds Annexsogn, og endelig e) Vardalr, hvor den gamle Kongsgaard Frástadir, nu Musstad, er beliggende. Om navnet «Heidmørk» skal udledes af «Heidr,» Folk, Nation, eller af «Heidi,» Hedejord, Ørken og «Mørk,» Skov, - er vel uvist. Indbyggerne kaldtes Heinir, og heidskr, som var fra Heidmørk (ogsaa Heimir og heimverskr forekomme). Som et Bidrag til Kundskab om denne Egns Velstand og stærke Befolkning i Middelalderen fortjener at anføres, at nuværende Stange Præstegjeld fordum havde 9 Kirker (nu 2), Romedals Prgd. 4 Kirker (nu 2), Løitens Prgd. 3 Kirker (nu 1), Vangs Prgd., foruden Staden Hammer, 14 Kirker (nu 2), Ringsagers Prgd. 11 Kirker (nu 3) og Næs Prgd. 6 Kirker (nu 2).
Þotn, nu Toten, synes fordum at have havt samme Grændser som nu og indbefattede Bálka Sogn eller Þotsvíkin, Hofs Sogn, hvortil Læin (nu Lensbygden) fordum henregnedes, As eller Asmørkin (nu Aas Sogn) og Kolabú (Kolbo) samt Einabygd. Þotn, som hørte til Hada-fylki og udgjorde et eget Syssel, havde i Middelalderen 9 Kirker (nu fire).
Hadaland skal efter Sagnet have Navn efter en af Norrs Sønnesønner, nemlig Haud eller Hød, som siges at være bleven Konge der efter sin Fader Raum (Fornj. ok hans ættmøn. C. 2); han skal, ligeledes efter en dunkelt Sagn, have boet paa Gaarden Hof i Thingelstad Sogn, hvor der endnu sees en Mængde tildeels betydelige Gravhøie, af hvilke den ene har Navn af Kongshaugen. Det egentlige Hadaland bestod af Brandabú, nu Brandbo eller Næs Annexsogn, den nordlige Deel; Þengilstada (nu Thingelstad) S., Granar (Grans) S., hvis østlige Deel, eller Dalstrækningen langs Jahren (Jadar) Søen og Vigg Elven, kaldtes fordum Áll og udgjorde tvende Kirkesogne, nemlig Hørgin og Bjørg; Jafnakr (Jævnager) Sogn, den sydlige og Hlunna eller Lunna (Lunder) S. den sydøstlige Deel, hvortil fordum hørte Uppdalr (Opdal). Hadaland, som indtil Midten af 17de Aarhundrede kun udgjorde eet Præstegjæld, havde i Middelalderen ikke mindre end 13 Kirker (nu 6). Med denne Provinds var Land forenet (see Halfd. Svart. S. C. 2); ligesom Thoten (see ovenfor) allerede høit op i Tiden har vært forenet og deelt Skjæbne med Hadeland. Saaledes under Kong Halfdan Hvitbeen, ved Midten af 7de Aarhundrede, og ligesaa under Kong Høgne Øysteinsson o. f. l.; ogsaa i Kong Olaf den Helliges Tid findes de samlede under een Konge. Til Hada-fylki har, idetmindste i 13de Aarhundrede og senere, foruden Þotn og Land, ogsaa Ríngaríki (i den ved Halfd. Svart. S. Cap. 5 angivne Udstrækning) været henregnet. Hadaland eller rettere Hada-fylki bestod igjen af tvende Dele, den øvre og den nedre; men man finder ei hvad enhver af disse indbefattede. Det egentlige Hadeland udgjorde i Middelalderen et Syssel. Indbyggerne kaldtes Hadar eller Haudar. Vestfold (af Fold Jord, Mark, Græsmark) indbefattede i den ældste Tid den Landstrækning, som nu udgjør Jarlsbergs og Laurvigs Amt, tilligemed de nordenfor liggende Præstegjælde Sandsvær, Eker og Lier, samt Eidanger, Bamble, Sannikedals (og maaskee Gjerpens) Sogne indtil Rýgjarbit, omtrent det nuværende Gjernæs- eller Jærnæs-Tangen, det sydlige Grændsepunkt imellem Bratsbergs- og Nedenæs Amter. Vestfold bestod da af tvende Dele, nemlig Upsi (eller Ofsi) den nordlige og Vestmar eller Vestmarar den sydlige til Havet grændsende Deel (Þáttr Olaf Geirstada-Álfs); ja ifølge «Søgubrot» har den sidste Benævnelse fra først af været almindelig for hele Vestfold. Da hen i Middelalderen Oslo-Syssel opstod, er Lier (Lídir) Præstegjæld bleven henlagt dertil, og da de anførte Landskaber fra Brunlaugnæsset og indtil Agders Grændse ei mere findes henførte under Benævnelsen Vestfold, saa maae de være blevne indlemmede i Græna-fylki (see Har. Haarf. S. C. 11), og da endelig Skída-sysla (l. c.) opkom, udgjorde de en Deel af dette. Det egentlige Vestfold, som efter Staden Tønsberg fik Navn af Túnsberg-sysla, bestod saaledes af Skógabygd eller Hanavals (nu Skauge) Sogn, hvori den, som det synes, betydelige Handelsplads Kaupavík (nu Kobbervig ved Drammen) var beliggende; Straums (nu Strømmens) Annexsogn til Hurum; Ángr d. e. Sondinar eller Sandinar (nu Sande) S.; Eikjar (eller Æikjar, nu Eger) eller Haugs og Fiskheims (Fiskums) Sogne; Sandshverf eller Ælftalæytis (Elptaløytis, Eftaløitis, nu Efterløds), Heidingstada (Hedenstad), Kaupmannsnes (Komnæs) og Tufta Sogne; Röyrdalr eller Reirdalr d. e. Hofs og Vatsás (Vadsaas) Sogne; Hildistada (Hillestad), Botna, Nýakyrkju (Nykirke), Borra, Vala (Vaaler), Undrheimsdals (Undrumsdals), Fones (Fodens) og Vífastada (ogsaa Vivilstada, nu Vivestads) Sogne; Ré eller Re, d. e. Ramfnes (Ramnes) Sogn; Lagardalr (af Laugr Ɔ: Laugen-Elv — nu Laurdal) d. e. Heims (eller Hæms, nu Hembs), Svarfastad (Svarstads) og Stýrivalla (Styrvolds) Sogne; Haugagerdis eller Haugagjorda (Haajord), Andabú (Annebo), Kúadalr (Kodal), Sæheims-hèrad (Sems Sogn), Slagns Sogn, i
