| Sanskr. | Oldn. | ||||
| Aor. og Imperf. 3 P. Sing. | अभिदत्, | abiddat | = | batt. | |
| Perf. | बिभेद, | bibêda. | |||
Jeg kan endelig ikke undlade at henlede Opmærksomheden paa den Egenhed, at i begge Sprog Halvvocalen v i Begyndelsen af enkelte Verba i Præt. gaaer over til o eller u, f. Ex. i Oldn. vaxa, Præs. vex, Imperf. ox, 1 P. Pl. uxum, vada, at vade, ved, od, udum; i Sansskr वच्, vać, at tale, i Præt. reduplicat. 1 Pers. Plur. ऊचिम, ûćima. वद्, vad, at tale, i P. r. ऊदिम, ûdima. Samme Overgang foregaaer ved Dannelsen af Part. Præt. उप्त, upta, af वप्, vap, at saae, उक्त, ukta, talt, af वच्, vać; ligesom i Oldn. orðit, Part. Præt. af verða, at bliva; — ofið, at vefa, at væve.
Fortiden betegnes snart ved Ordforbindelser, snart ved Flexion af Verbet. Det er den sidste Maade jeg her ville behandle, idet jeg henleder Opmærksomheden paa det mærkeligste Slægtskab mellem Sprogene ogsaa i dette Punct. I Oldn. bruges, som bekjendt, to Maader at flectere Verbet paa, for at betegne Imperf. nemlig deels ved Forandring ell. Forlængelse i Ordets Indre, deels ved det tillagte Bogstav ð med følgende Vocal. Det er forlængst erkjent, at den førstnævnte Maade er den ældste; det er ogsaa kunden, som gjenfindes i Sanskrit, og det i en forbausende Lighed med det Oldn., ikke alene med Hensyn til Vocalovergangene, men ogsaa deri, at disse i begge Sprog i Regeln kun forekomme i Singularis.[1]
Man sammenligne følgende:
- ↑ Naar i Oldn. Vocalforandring forekommer i Plur., er den oftest afhængig af Endelsen, ei af Tidsforholdet.
