Side:Sanskrit og Oldnorsk.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

anstille Sammenligning mellem Ord, som begynde med en Consonant (oftest h, k ell. g) foran en Halvvocal, maa man ikke opgive Haabet om at finde Ordet igjen i det beslægtede Sprog, fordi det ikke gandske svarer til Formen, saasom det endnu kan gjenfindes med Udeladelse af den ene af de to Begyndelsesbogstaver. Saaledes svarer रुद्, rud til grâta, at græde. लाट्, lata til klæði, Klæde. क्लम्, klam, at være mat, til lam, Svækkelse; वदि, vadi, til kveðia, hilse, वद्, vad, til kveða, at sige, वर्ण्, varn, at male, til kvørn, Qværn.

Der gives Tilfælde, hvori man svarende til eet Ord af heromhandlede Form finder i det beslægtede Sprog to, hvoraf det ene begynder med første, det andre med andet Bogstav af det tilsvarende Ord, f. Ex. til Oldnorsk glappast, gjøre noget ubetænksomt, glepja, forstyrre, hindre, glop, Uagtsomhed, Skjødesløshed, svarer i Sanskr. baade गप्, gup, og लुप्, lup, to be confused or disturbed; til knyta, at knytte, binde, baade, कीट्, kîṭ og नह्, nah, to bind. — Et nærmere Kjendskab til Sprogbrugen vil kunne bestemme, om der til de forskjellige Former knytter sig nogen Nuance i Betydningen.

Under Flexionen spille Halvvocalerne og Nasalerne en betydelig Rolle. Deres Brug som Betegnere af Casus ved Nomina og Personer ved Verba vil jeg imidlertid forbigaae, som nærmest henhørende til Sammenligningen mellem Declinationer og Conjugationer, hvilken det vilde blive for vidtløftigt at anstille her. Jeg vil her blot omtale de Tilfælde, hvori de ellers bruges under Flexionen, for at vise, hvorledes Sprogenes Slægtskab ogsaa heri aabenbarer sig. Det er kun de tre, n, j og v, som i begge Sprog benyttes paa denne Maade. Vi ville her omhandle enhver særskilt.

n indskydes i Oldn. i Gen. Plut. foran a i de Neutra og Feminina, som endes paa a, f. Ex. auga, G. Pl. augna, tunga, G. Pl. tungna. Rask anseer ikke dette n for euphonisk, da han[1] angiver Hensigten at være den, at skille Gen. Plur. fra Nom. og Gen. Sing. Han tilføier dog, at der ere flere Ord, hvori denne Adskillelse ikke iagttages, og aabner saaledes Adgang til at ansee det for blot euphonisk.

I Sanskr. er den euphoniske Brug af n i Decl. meget hyppigere. Foruden i

mange andre Tilfælde indskydes det, i Ord paa en enkelt Vocal, i Gen. Plur.,[2] hvor

  1. Veiledning til det islandske Sprog. Kbhvn. 1814, S. 30 og 48.
  2. I Sanskrit gaaer i Regelen en Vocal foran dette n, men ogsaa her haves dog Ord, som forbinde det euph. n umiddelbart med sidste Rodconsonant, f. Ex. अक्षि, aks̔i, et Øie, Instrum. अक्षणाม aks̔ṇâ, अस्टि, asti, et Been, Istrum. अस्ट्ञा, astnâ, &c.