| — 71 — |
som laa nogle Minutters Spadservei derfra ude paa en liden Odde, Kobbeodden kaldet. Der boede jeg ganske alene i en liden Hytte; men jeg spiste fremdeles paa Hotellet.
Den første Dag efter min Flytning, spurgte Detektiven mig:
— Er De ikke bange for at bo saa ganske alene?
— Nei, hvorfor skulde jeg være bange, svarede jeg.
— Endnu er Nætterne lyse, sa Asbjørn Krag og veiret op mod Himmelen, men der kommer mørke Nætter efter disse.
— Jeg forstaar Dem ikke.
— Denne uhyggelige Hændelse har altsaa ikke angrebet Deres Nerver?
— Nei.
— Det er godt. De er netop den Mand som kan bistaa mig. Jeg haaber De blir nogle Dage til.
— Jeg blir gjerne nogle Dage til, svarede jeg, og jeg tror det falder mig let at bistaa Dem.
— Naada!
— For jeg kan ikke indse, at De selv bestiller nogetsomhelst.
Asbjørn Krag smilte og saa sa han noget, som da forundret mig meget, men som jeg ved en senere Leilighed husket. Han sa:
— Men De maa da indrømme, at Tiden gaar.
