vilde helst ikke omgaaes de andre Gjæster, talte sjelden under Maaltiderne og gik lange Turer alene.
— De kjendte ham jo fra før, sa Medicineren til mig, kanske De kunde tænke Dem et eller andet —
— Jeg kjendte ham kun løseligt, svarede jeg, kanske jeg har truffet ham to—tre Gange i det hele. Jeg kan ingen Oplysninger gi.
Kunde det være et Rovmord?
Neppe; baade Medicineren og jeg havde lagt Mærke til, at baade hans Diamantring og hans Guldurkjede var i Behold.
Nu kom Værtinden og oplyste, at Forstmesterens Seng var urørt. Han havde slet ikke været hjemme om Natten.
Altsaa var det en Mulighed for, at Mordet kunde være begaaet Aftenen i Forveien.
Medicineren blev en smule betuttet over dette.
— Jeg kunde kanske ha seet det af Sporene, mumlet han, det har jo regnet inat. Naar begyndte det at regne?
De fleste mente, at Regnet begyndte ved Midnat.
Medicineren saa paa mig.
— Det lader til, at noget er faldt Dem ind, sa han.
— Ja, svaret jeg, Regnet begyndte temmelig nøiagtig Klokken et.
— Hvoraf ved De det?
— Jeg var oppe. Jeg kjendte de første tunge
