enkelte gik hurtig til Husene med sine Redskaber paa Ryggen. En Grind klang, det var Medicineren som kom løbende fra Telegrafstationen. Han svinget med Luen, saa dens røde Silkefoer glimtet Solen og allerede langt borte raabte han:
— Jeg har talt med ham i Telefonen.
Han var gjennemrystet af Bevægelse og voldsomt ivrig.
— Jeg har talt med ham selv i Telefonen, gjentog han, da han larmende traadte op paa Verandaen.
Han nævnte ikke Politimandens Navn, men vi skjønte jo alle, hvem han mente.
— Kommer han, spurgte vi i Munden paa hinanden.
— Ja, han kommer saa hurtig som mulig; men han kunde ikke sige nøiagtig naar.
Jeg indskjød en Bemærkning.
— Bare vi ikke ser os blinde paa Sagen. Hvem ved om det er et Mord?
— Hvad er det saa?
— Kanske et Ulykkestilfælde.
— Umuligt, utænkeligt, sa nogle. Og vi snakket længe frem og tilbage om dette. Og pludselig spurgte en af Damerne:
— Men hvem i alverden er det, som har dræbt ham?
Ja hvem? Det var Gaaden. Forstmesteren havde slet ingen Fiender, som vi vidste om. En meget fredelig Fyr, betydelig indesluttet. Han
