Jeg griber hurtig Manden ved Armen og
spadserer afsted med ham.
— Jernvognen? spør jeg, hvor længe siden var det De hørte den?
Fem Aar, det var den Nat gamle Gjærnæs døde.
— Hvem eier Vognen?
— Ja, hvem eier Vognen, svarer Manden og ryster paa Hovedet.
Jeg spør ham ikke mere, for nu kommer vi ud af Skogen og den rødstribede Markisedug foran Hotellet jager al Slettens Stemning paa Flugt. Nu kan vi heller ikke høre Jernvognen mere, Skogen ligger mellem os og Sletten og stænger af for al Lyd derfra.
Jeg gaar op paa mit Gavlværelse og aabner begge Vinduerne. Det første jeg ser, er et mat Lysblink langt, langt borte. Folkene paa Gjærnæs er altsaa endnu ikke gaaet til ro. Det interesserer mig pludselig at faa vide, naar det Lys skal slukkes. Jeg tar plads ved Vinduet, men da jeg blir træt af at vente, driver jeg frem og tilbage paa Gulvet, røger nogle Cigaretter og gaar atter hen til Vinduet, idet jeg tænker: Nu maa vel Lyset være slukket, men Lyset blinker endda derhenne. En hel Time gaar. Saa føler jeg, at Natten med en Gang blir varm og lummer, jeg strækker Haanden ud af Vinduet, etpar tunge Regndraaber falder paa den. Luften staar stille, vi har det varme Regn over os og Heden trykkes mod Jorden. Jeg
