Her var Bølger af Flyvesand blæst fremover og op af Flyvesandet stak de fattige forblæste Skjærgaardsfuruer; deres Kroner var flade og laa indover, de lignet brukne Vifter.
Jeg vidste at Egnen var utryg og at en og anden Fantejagt ofte om Nætterne kom krybende mellem Skjærene. En sprængbuget Jagt med skidne Seilfiller, med overflødige Stænger slæbende i Vandet, med Aarerne stikkende ud; den lagde sig paa Fjeldet som et Utøi. Saa drog Fanterne iland og huseret, hvor enslige Mennesker bodde eller gik. Men jeg var ikke bange, jeg kom bare til at mindes dem, idet jeg vandret over den aabne Strækning; jeg havde en tyk Stok i Haanden, en Stok med en Elfenbenskugle til Haandtag. Jeg gik hurtig videre fremover Sletten og begrov mig i Skyggerne.
Nærved Sommerhotellet gik Veien gjennem en liden Granskog. Her var det temmelig mørkt. Inde i Skogen stanset jeg, for en besyndelig Lyd naaede mit Øre. Hvad kunde det være? Lyden kom fjernt borte fra, jeg opfanget den kun stødvis; det lød nærmest som Raslen af Lænker, som en Kjættings Surren en Mil borte. Jeg gaar videre, jeg gaar i fem Minutter og faar pludselig Øie paa en bevægelig Gjenstand i Mørket nogle faa Meter fra mig. Jeg ser straks, at det maa være et Menneske, jeg griber fastere omkring min Stok og gjør en stor Bue… Det er en Mand, som staar der, en lavvokset Mand med en bredskygget Hat
