Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 11 —

tændte sin Pibe. Hans Ansigt glødet bag Fyrstikken; han havde rødbrunt Skjæg, hans Træk var faste og retskaarne. Han kastet Fyrstikken ned paa Marken og traadte paa den. Derefter vendte han Ansigtet veirende mod den Kant, hvorfra Vinden kom, en Vane hos ham fra hans Liv i Mark og Skog, — han vilde føle hvordan Veiret artet sig. Før han gik videre, trak han Hatten længere ned over Øinene; saa gik han. Han tog Veien over den øde Vidde mod Sommerhotellet. Jeg ventet i nogle Minutter, da jeg ikke vilde la ham forstaa, at jeg havde spioneret og gik saa efter ham.

Da jeg kom ud paa Vidden, var han allerede forsvundet bag det nærmeste Morads. Jeg hørte ikke hans Skridt længer og der kom ingen Støi fra Gaarden, Vinden var blæst forbi og alt var stille omkring mig. Det er underlig paa en saadan Slette en Sommernat, den blir saa uendelig, fordi Horisonten forsvinder og Sletten kryber op i Himlen, man ved ikke, hvor Himlen begynder og hvor Sletten ender. Rullestenshaugene og Fjeldknattene og de enkelte Trær hist og her antar i det blinde Halvlys underlige og gaadefulde Skikkelser. Da jeg kom over en Strækning, hvor Sletten jevnt skraaner ned til Sjøen, følte jeg en kjølig Aande fra Havet og slog Jakkekraven op. Jeg saa derud, jeg kunde se Havet. Sjøen er bestandig kold om Natten; jeg kunde høre de lange Dønninger komme varsomt indover og smuldre op i Stranden.