Jeg stod netop og tænkte: Nu bør Du gaa,
da jeg lagde Mærke til, at en af de smaa Sidedøre
i den store Bygning aabnedes. Jeg vidste af denne
Sidedør, den førte ind til Frøkenens Leilighed, til
Frøken Hildes tre private smaa Værelser.
Ud af Døren kom en Mand i en grøn Jagtfrakke. Under Armen havde han et Gevær med Bøssepiben vendt nedad. Han stansede paa det øverste Trappetrin, en Kvinde kom ogsaa ud. Det var Hilde. Hun rakte ham Haanden, smilte og sa nogle Ord til ham. Saa gik han, vendte sig omkring og vinket med Haanden og hun vinket igjen. Derfra hvor jeg stod kunde jeg se det hele meget tydeligt. Manden i Jagtfrakken kjendte jeg godt, det var en sympatisk ung Fyr, som bodde sammen med os andre paa Hotellet. Han var Forstmester og hed Blinde.
Uden at være paa det rene med Grunden, var jeg blit stærkt interesseret. Jeg listet hen bag en af de tykke Træstammer, for det kunde jo være, at han alligevel fik Øie paa mig der jeg stod og spionerte — og det vilde jeg ikke. Nu var Hilde gaaet ind. Hun lagde tydeligvis ikke noget skjul paa, at hun havde ledsaget denne Mand ud. Hun havde talt saa høit med ham, at jeg, som stod langt nede i Haven, kunde høre hendes Stemme, om jeg end ikke magtet at skjelne Ordene; og hun smeldte med Døren og vred Laasen om, saa det knakk i den.
Knapt ti Skridt fra mig stanset Manden og
