Idetsamme jeg skulde gaa gjennem Hoveddøren,
kom Gaardsforvalteren mig imøde og stanset mig.
— Undskyld, sa han, men De maa ikke forstyrre Godseieren nu.
Jeg blev staaende og stirre paa Manden.
— Hvad feiler Dem? spurte jeg, er De syg?
Manden var bleg, det kunde jeg se, tiltrods for Skumringen. Han stod der i Gangen og støttet sig til Dørstokken. Det kunde betyde, at Manden var saa svag, at han var nærved at vakle overende, men det kunde ogsaa betyde, at han for ingen Pris vilde slippe mig frem og ved at spærre Døren vilde betegne, at gjennem den kunde jeg ikke komme.
— Jeg er ikke syg, sa han.
— Saa er maaske Deres Husbond syg?
— Nei.
— Er der nogen inde hos ham?
— Nei, der er slet ingen inde hos ham. Han er alene med sin Søster.
Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg blev afvist og jeg fortsatte derfor med mine Spørgsmaal.
— Kan jeg da ha fornærmet ham? mumlet jeg.
— Paa ingen Maade, svarede Forvalteren, men Hr. Gjærnæs kan ikke modta Dem iaften.
Jeg betragtede igjen Manden nøiere og blev nu ganske overbevist om, at han virkelig var usedvanlig bleg. Jeg husker, at jeg i det Øieblik tænkte: Hvorfor spør han ikke, om han skal hilse sin Husbond fra mig, om jeg ikke har et Erind. Jeg spurgte igjen:
