Nu havde alle vi sløve Sommermennesker reist
os; enkelte stod helt op og skygget med Haanden
for Øinene.
De løbende agtet sig hen til os. Et lavt Gjærde skilte Hotellets Eiendom fra Veien. I dette Gjærde var der en smal Adgang; man skulde bare skyve tilside en Træstaur for at komme gjennem. Gutten og Manden var næsten samtidig henne ved Træstammen, men nu hændte det latterlige, at de begge havde for stort Hastværk, de viklet sig ind i denne enkle Træstamme, de sølet med den, de var tydeligvis i vildrede med enten de skulde hoppe over, bryde den istykker, krybe under eller skyve den tilside. Og Resultatet af alt dette Rot var bare, at Damen i den hvide Kjole spurtet op paa Siden af dem. Gutten viste sig at være den kløgtigste, han hopper over Gjærdet et Stykke nedenfor, stupte paa Knærne, reiste sig igjen og fór hen mod os. Men da Manden var blit alene med Stauren, fik han den hurtig skjøvet væk. De tre Mennesker var næsten samtidig fremme, og da skjønte vi straks paa deres Gebærder, at noget besynderligt maatte være hændt. Men de var alle for bevæget til straks at kunne fortælle. Manden, den indfødte, stammet uforstaaeligt og hans Øine stod stive af Skræk, fordi han ikke kunde finde Ordene, Damen var for andpusten, hun holdt Hænderne over Brystet. Men Gutten var ogsaa den rappeste i Munden.
Gutten fik først fortalt det.
