stængerne med Næbbet og svinget sig. Men saa smaldt en Grind igjen og dennegang meget haardt, den klingret i Hængslerne. Lidt efter hørte jeg en Stemme si tæt ved mig: Nei se?
Hvad var der at se, hvem gad løfte Hovedet? Saa lød Skridt nede fra Veien, hastige Skridt; det maatte være en Mand og en Kvinde som sprang. Jeg kunde høre Mandens trampende Støvler og Damens Skjørter smelde. Jeg reiste mig op. Mine Øine blændedes af Solmængden, som gnistret og brødes i Luften.
— Se der, sa den hvidklædte Dame ved min Side. Hun pegte, og gjennem de drivende hvide Æbletrær kunde jeg nu se, hvad der foregik paa Veien.
Det var tre Mennesker som løb. Foran en liden rap, barbenet Gut. Efter ham kom en halvgammel Mand, en af Stedets indfødte; han var i blaa ærmer og havde en liden, tyndslidt gul Straahat i Haanden. Tilslut kom Damen, en af Sommergjæsterne. Men hun kom langt bag efter, for hendes hvide Kjole var hende i Veien. Hun forsøgte at samle den op, men det mislykkedes. Og saa løb hun videre, hendes Kjole smaldt som et hvidt Flag.
— Kanske det er en sint Okse, sa Damen ved min Side.
Men det kunde det umuligt være, for da havde jo ikke disse Mennesker behøvet at løbe, efterat Grinden var slaaet i Laas.
