omgav sig med kunstnere; særlig tidens literære snyltedyr strømmet til hans hof, fremfor alt kom de fra Firenze; og det var hans orm at tale med om kunst, han dømte myndig om literatur, maleri, skulptur. Men gaar man ham nøiere efter her ogsaa, opdager man at det er middelmaadigheten i kunsten, han liker at ha om sig, dem av den lettere, «folkeligere» genre: improviserende visedigtere, sangere, gjøglere, aldrig de største aandens mænd, aldrig de dype, aldrig de ranke; Michel Angelo sætter han saaledes til at bryte marmor i Carrara langt borte fra Rom, og det er slet ikke han, men fætteren, kardinal Giulio Medici, som gjør bestilling paa Lorenzokapellet i Firenze. Blandt de celebre kunstnere i tiden brydde han sig i grunden bare om den store eklektiker og let producerende Rafael, som da ogsaa fik den fornøielse at arbeide sig ihjel for ham. Dilettant i kunsten, men til forskjel fra faren uoriginal, vilde han helst, som mæceners svakhet tit er, selv producere kunst; saaledes trodde han bl. a., han hadde sangstemme, og elsket at la sig akkompagnere; han ønsket at beundres som poet, stevjet f. eks. paa latin med spytslikkerske digtere av tredje rang. Men tidens største digter Ariosto støttet han ikke, han blev avspist med et pavelig kys, mens derimot Pietro Aretino vandt sine første sporer ved hans hof; han støttet heller ikke historikere som Machiavelli eller Guicciardini. — Det er i det hele eiendommelig og ikke ganske beroligende at se, historien har forundt denne pave at gi kunstens store sekel sit navn.
