ligst for en smaastat, naar han i mild hyrde-tone spredte ut at nu avskediget han alle sine tropper.
Ialfald den første tid holder han sig beskeden i bakgrunden. Først naar en by er stormet og den skal plyndres, indfinder han sig som pavens repræsentant for at vareta husets interesser; det gjorde han saaledes 1501, da franskekongen for anden gang rykket sydover mot Napoli, og bare Capua satte sig til motverge: da var han tilstede ved forretningen og gasset sig — hele syv tusen blev jo nedsablet i byen. Det samme gjorde han aaret efter, og med Medici i sit følge, da nogen kondottierer rykker ind i en Toscana-dal fra vest — Val di Chiana — og simpelthen gir sig til at erobre landet helt frem til Arezzo: han holder sig paa lang avstand, som om han ikke aner hvad hans hemmelige haandlangere, generalerne, foretar sig. Dengang var det ogsaa en meget vanskelig situation for Firenze, Maximilian trykket nemlig bl. a. paa nordfra og forlangte penger for at „beskytte“ Firenze; man tinger skyndsomst paa hjælp hos Frankrike og punger ut med en klækkelig sum. Og saa skikker man gesandter til Cæsar Borgia med Machiavelli som sekretær for at utbede sig en forklaring paa indmarschen. Ifølge den rapport, som er skrevet med Machiavelli’s haand, men undertegnet av hans overordnede, en biskop av Soderini’s æt, svarer Borgia, i korthet gjengit, med et truende spørsmaal: om de er venner eller ikke? for vil de ikke ha ham som ven, faar de nu prøve ham som fiende. De svarer sleipe, at de selvfølgelig mer end gjerne vil prøve ham som ven, og nu var der just en fortrinlig anledning: træk kondottieren
