—1503) og hans søn Cæsar Borgia. Man behøver jo i grunden bare nævne denne spanske æt, saa dukker der av sig selv op i erindringen forestillinger om mened, snikmord, gift, incest; der er vel neppe den utskeielse som ikke nævnes i forbindelse med det hus. Det er vistnok ikke særlig uretfærdig, skjønt nyere historikere tildels stiller sig tvilende; men muligens burde det hus dele ialfald litt mere med andre pavehoffer i tiden. Man behøver bare antyde for at gi et indblik i forvildelserne: Pavens datter Lucrezia (født 1480) faar atten aar gammel en uegte søn, for hun er da allerede skilt fra sin første mand, en Sforza; og denne søn paastod tiden var pavens. Senere blev hun gift med en aragonesisk prins i Napoli, Alfonso, som saa hendes bror Cæsar dræpte — man sa: paa grund av jalousi i anledning av søsteren. Siden dræpte han sin egen bror — man sa: av samme motiv. To og tyve aar gammel blev hun tilslut gift med Alfonso d’Este. Og der fik hun jo kam til sit haar. — Plyndringer og rovmord hører til dagens orden; det virker næsten litt ensformig at blade igjennem papirerne fra den tid. Ja, der var endog saa at si et eget laug, som besørget snikmord i Rom, nemlig korsikanere („i Côrsi“); og skulde der ved et besøk vises en fyrste særlig opmerksomhet, som ved Karl VIII’s, bortviste paven lauget nogen dage fra byen. — Ved hans valg til pave drev man kjøp og salg av stemmer blandt kardinalerne, saa konklavet lignet en torvdag. Der var tre kandidater; én hadde Frankrike, nemlig en Sforza av fyrstehuset i Milano. Men Borgia var den rikeste kandidat, han
