rykket ind, og søkte derunder tysk hjælp; saaledes tok Ludvig XII Milano 1499, mistet det og tok det paany allerede 1500. Eller de større republikker, f. eks. den rike handelsby Genua, som blev blodig underkuet av Frankrike; eller Pisa, som jo ogsaa kom i deres vold og ikke blev leveret moderbyen Firenze tilbake. Eller Napoli, den indtil utslettelse mishandlede, hvor spanierne alt under Aragoneserne hadde sat sig fast, og hvor inkvisition og prestevælde raste, — som Karl VIII tok 1495, men som spanierne tok tilbake 1496, da kongen i ilmarscher sætter nordover og ut av Italien, fordi Venezia slutter forbund med Milano, spanierne, paven og Maximilian. Eller republikken Venezia, hvis velmagtsdage i virkeligheten var talt, og hvor alle instinktmæssig følte at det nu begyndte at gaa nedover bakke.
Bare republikken ved Arno bestod endnu uforandret blandt de større. Til at begynde med, frydet Machiavelli sig som god florentinerborger ved Genuas’s ulykke; han hjalp til med Venezia’s nedgang — det støttet forresten huset Medici mot Firenze, saa uviljen her var jo særlig begrundet; og vi skal se at det var han som tilsidst besørget Pisa’s underkuelse efter en aarelang krig, fuld av mistak, hvor krigslykken skiftet ustanselig. Nationalt samhold fandtes altsaa ikke. — Og de smaa stater igjen rundt om paa halvøen søkte at slite sig løs fra sin moderby — vi nævnte Genua, Pisa; men der er flere: Bologna, Perugia, Lucca, Arezzo. Og krigsheldet veksler ustanselig, fremmede hære rykker ind og rykker ut i deres byer. Alle de smaa fyrster lever kortsynt
