skjænke hans sind en grundtone, den som man hører dirre dyp lik en cello selv under hans lystigste saker. Og jeg har derfor vanskelig for at være enig med dem, som hævder at Machiavelli’s kulde mot munken steg med aarene til den skjære haan. I saa fald kan det blot hænge sammen med hans økede menneskeforagt i det hele. —
Indrepolitisk fulgte der ellers ingen større ændring ved Savonarola’s bortgang; Medici-huset var nu som før fienden. Der foregik blot et litet personskifte, idet Piero Soderini blev valgt til republikkens „gonfaloniere“ eller præsident, en velmenende, redelig og forholdsvis uegennyttig pengemand, men uten at være synderlig begavet eller i det hele betydelig paa noget punkt. — Den opgave, staten Firenze var stillet likeoverfor, var gjenerobringen av Pisa, som det hadde mistet, med samt Lucca og Arezzo, et tap, det led under Savonarolas styre, idet franskmændenes generaler ikke leverte Pisa tilbake til Firenze, som avtalen var med Karl VIII, men reiste sin vei og lot byerne faa selvstændighet. Nu hadde man ved Savonarola’s domfældelse tækkes Borgia-ætten og kunde saaledes trygt og under deres særlige bevaagenhet gaa i gang med krigen, som var forsømt under munken og alt hadde varet flere aar. Og her blev nu Machiavelli, som var Soderini umaadelig overlegen i intelligens, dennes høire haand, og hadde hans ubetingede tillit og respekt i hele sin embedstid. For at faa stabilitet i regjeringen satte man ved Machiavelli’s hjælp senere igjennem at Soderini blev valgt til gonfaloniere paa levetid, skjønt de konservative og munke-partiet
