i Firenze; han tilkaldte jo ogsaa siden franskekongen for at faa reformeret kirken.
Og det er her jeg mener, Machiavelli’s kjølighet mot Savonarola’s virksomhet fremfor alt bunder: munken menger stat og kirke; han kunde ikke dy sig, men ogsaa han strakte verdslige fangarmer ut efter politisk magt, som kirkefolkets vane jo er. Dette har ikke huet Machiavelli, som paa det punkt ialfald var enig med Mediceeren Lorenzo Magnifico: man regjerer ikke stater med fadervor. Der blir i hans øine noget uvirkelig over en saadan stat. Og denne samme art kjølighet møter vi nok engang hos ham likeoverfor en anden stor skikkelse i tiden, nemlig pave Giulio II, som dog var den uten sammenligning kraftigste pave han oplevet.
Savonarola var en lavkirkelig lægprædikant, som i sin fanatisme helst hadde set at hele Firenze var omgjort til et eneste kloster. Og det var ikke datidens Firenze egentlig rede til at bli.
Der var nemlig en sterk strømning i byen, som lededes av glade, yngre renæssanse-skikkelser, hvem askese ikke laa for, skøiere og levemænd, som vilde tilbake til den gamle, lystige tid, og som bare haante hængehoderne; de kaldtes foragtelig „compagnacci“ (gesellerne), likesom de paa sin side hadde sat øke-navnet „piagnoni“ (likførere) paa munkeslænget. Det var just disse som prøvde paa at indføre det gamle, gode karneval med dets bacchanaler og hele obskøne tilbehør, dengang da Savonarola resolut forekom dem og lot gutunger fare byen rundt og sanke sammen „forfængeligheterne“, som blev brændt. Til
