Det gotiske ei (der udtales som i) og det oldhöitydske i sees letteligen at være
den uforandrede oldindiske Relativstamme uden noget tillagt Suffix.
Som Enclitica bruges er og es jævnligen, f. Ex. sás for sá es, den, som; sús for sú es, id. fæm.; þas for þat es, det, som.
Det got. ei forekommer næsten udelukkende enclitisk. Grimm — d. Gr. III S. 16, anförer som en Mærværdighed, at ei staaer alene Neh. 5, 14: fram þamma daga, ei anabauþ d. e. fra den Dag, (paa) hvilken han böd. Ellers stötter ei sig stadigen til et andet Pronomen, og ligesaa de faa Levninger af det oldhöitydske i, som anföres af Grimm d. Gr. III S. 16.
Det andet oldn. Relativ sem, senere gaaet over til som, maa betragtes som et Laan fra Demonstrativstammen, uagtet denne ligesom i Sanskr. og Gotisk, ikke uden i Nomin. m. & f. har s som Begyndelsesbogstav, men overalt ellers þ. Der maa nemlig have været en Tid, da s-Lyden har været brugt ogsaa i Casus obliqvi; thi i Oldlatinsk læses sum = eum, sam = eam; sos = eos — Max Schmidt „De pronomine græco & latino,“ p. 11, 12 — og i Græsk σήμερον, i denne Dag. Forövrigt maa sem betragtes som en oprindelig accusativisk Form, analog med vort nyere spörgende Pronomen hvem[1], der næsten har fortrængt det egentlige Nominativ hvo, ligesom i vore Almuedialecter kvem og kem er almindeligere end kvær — I. Aasen, det norske Folkesprogs Grammatik, S. 162 —. Accusativets m eller n er ogsaa, som Bopp — v. Gram. S. 178 — har godtgjort, trængt op til at blive Nominativ i Neutrum i en Classe af Nomina (a-Stammen) i Sanskrit, Zend, Græsk og Latin. I vore Almuedialecter er denne Accusativendelse igjen jævnligen bortfalden, og Ordet hedder so ell. saa. Ogsaa i det Tydske bruges so jævnligen som inflexibelt Relativ.
Af det relative Pronomen danne de fleste Sprog en Deel Conjunctioner, der deels ere bestemte Casus af Pronominet, som de latinske qvam og quo, deels ere forældede, ei mere som Casus brugelige Former, som lat. quum eller cum, græsk ὡς, (oprindelige Ablativ — Bopp vergl. Grammatik Art. Abl. Sing.). Til den sidste Art hörte de oldnorske Conjunctioner ef, at og en, hvilket i det Fölgende söges godtgjort.
- ↑ Det kunde vel synes lettere forklarligt, at sem og hvem vare Dativformer, da vort ældre Sprogs Dativ endte paa m; men, at Dativ skulde være trængt op til Subjectsform, mangel al Analogie.
