Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 2.djvu/462

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

I—’AHSUND LADI—2STED. 45l lige, ja af den simple mand ukjendte. Og det er i mine tanker en væsentlig feil ved byen, at husene er saa meget nær opførte det ene paa det andet; thi jeg ser ikke, hvorledes det i tilfælde af ildebraud var muligt at redde noget, hvor alting er af træ, og rummet saa indknebet, at man vil have vanskelighed ved at vende sig med en sprøite. Hvorledes iøvrigt brandanstalterne er, skal jeg ikke forklare, da jeg kun saa sprøitehuset, der ikke lo- vede store ting.» Disse Badens bange anelser gik paa en sørgelig maade i op- fyldelse noget over 1O0 aar senere i 1901. . C. Pram omtaler i sine breve, skrevne paa en reise i Norge i l8O—L og 1805, Farsund som en «ved én mands, idetmindste ved en eneste families virksomhed i faa aar fra intet til sin nær- værende og endnu hæderligen fremvoksende handelsp1ads». Han omtaler værftet med dets værksteder, reberbanen, den gamle og anlægget til den nye, møllen, tobaksfabriken, bødkeriet, garnbinderiet og mosfarvefabriken. Foruden det ældre hoved- værft paa det faste land var der endnu et paa en liden ø eller holme midt i fjorden eller havnen. Værftet bestod af bolværker, bradbænke, kraner, huse for værksteder med inventarium, maga- siner for materialer m. m. Sildefiskeriet var undertiden rigt lige inde i selve fjorden, heder det; af anden slags fisk var her stundom en hel del. Værftet gav leilighed til at indrede fartøier bekvemme til fiskning i aaben sjø. Man skaffede sig hummerbuisser og andre fartøier med brønd. Med værftet forene(les snart anlægget af en reberbane, der havde været meget kostbart, da der ingen anden flad grund var end en strimmel langs den nordøstre fjord, hvor en uhyre mængde store stene maatte bortskaffes. l)er var indrettet et værksted, hvor en fra Altona forskreven bødker bestandig, undertiden med nogle medhjælpere, forfærdigede gode eketønder. En veirmølle af de saakaldte hollandske førte —l kverne og 1 sigt; et par kverne kunde, naar der ikke var vind, drives med hest. Jochum B. Lund havde et par sage, som forsynedes fra skoge, som han selv eiede i Eiken sogn. Han holdt i bestandig drift en spigerhammer, en fjerdings vei fra byen. “ For silde— og torskefiskeriets skyld havde han opbygget et nyt fademagasin og bødkeri. Af hollandske fiskere havde man lært kunst-en at tilberede sild paa den flamske maade Pram omtaler sildefiskeriet som meget godt, naar man hjen1—