MANDAL LADESTED. 221 Folkets liv og sæder var paa den tid simple. Da Anders Rasmussen, svigersøn af Sgr. Tørris, en af stedets betydeligste mænd, lod bygge et af sine skibe, maatte hans døtre bære jern- boltene fra Skogsfjord, hvor de smededes, og ned til Mandal. Det daglige levevis var simpelt, og selskabeligheden koncentrerede sig især om høitidelige familieanledninger.» Byens gader er for en del brolagte. Byen og dens fortid. Vistnok har der allerede tidlig været nogen bebygning omkring Mandalselvens munding, thi elven bar i gammel tid været Norges rigeste lakseelv, og skotter og bollændere hentede vistnok tidlig trælast her. Gode havne er der i nærheden. Det er allerede tidligere fortalt (bind I, pag. 361), at to hanseatiske skibe i 1526 saa en kreier ligge i Risøbank ved Mandal, og at de sagde: «Det er en røverhavn, hvor det ligger», medens andre sagde: «Gud bevare os, nei det er vel heller en skotte, som tager ind trælast.» “ “ Dette viser, at der allerede i 1526 udførtes trælast fra Man- dals omegn, og at sjørøvere pleiede at søge ind paa reden, idet Risøbank lige ud kaldes en røverhavn, og de hanseatiske skip- pere var vel kjendt paa den norske kyst. Fra gammel tid af, maaske helt fra Erik af Pommerns dage, havde indbyggerne i Landskrone i den daværende danske provins Skaane det besynderlige privilegium at kjøbe laks paa dette sted, og byens gamle navn, «de danske boder i Mandal» eller, som bønderne kaldte det; «Buane», kommer maaske deraf, at de danske fra Landskrone havde sine boder der. Paa Erik af Pommerns tid anlagdes Landskrone, og en samtidig geograf benævner denne by Erikstad. Maaske har allerede Erik af Pommern skjænket den nye by det privilegium at drive handel ved Mandalselvens munding. Vistnok har de naturligvis, ligesom hanseaterne, drevet sin handel ved kjøbsvende og fuldmægtige. Privilegiet bestod endnu i det 17de aarhundrede. — Peder Claussøn omtaler det i sin Norges beskrivelse, og man ser, at folk i Landskrone aarlig indfandt sig for at kjøbe saltet laks, hvilken de bragte til Lybeck; de forsynede derhos egnen med de va1—er, som den tiltrængte. Skaanes historieskriver, Cronholm, oplyser, at det af kongen begunstigede Kristiansands anlæg (1641) voldte tab for Landskrone. Da den skaanske by i krigen 1643—-45 havde lidt store tab, klagedes der ogsaa over Kristiansand, som i Mandal efter retter- gang og dom havde tilegnet sig flere landskroneborgeres gods, og i en forestilling til kongen udtaltes, at haabet om bedre dage
