SYDVARANGER HERREI). 469 Neidenelven har ved udløbet øret op Munkfjorden. I Neidendalen ligger terrassen De sydvara11gerske dalfører ligesom de fjorde, hvori de løber ud, har alle hovedretningen syd til nord. Saaledes de bekjendte gi-ændseelve Jakobselvs og Pasviks dalfører En undtagelse gjør Neidendalen, der har hovedretningen fra vest mod øst. ElVen, som gjennemstrømmer dalen, kommer fra det finske Nabosogn Enare, skjærer den norske grændse og løber derfra 22 km. paa norsk territorium, indtil den falder ud i Munkfjord, den inderste del af Kjøfjorden. Under sit løb slaar den utallige slyngninger og bugter, saa retningen endog paa et længere stykke i nedre del af elveløbet er fra sydøst til nord- vest. Ligesom andre finmarkske elve er den opfyldt af talrige fosser og mindre stryk, der g-jør, at den blot stykkevis og afbrudt kan befares med baad. I)en største foss, der med sit korte og bratte, af talrige stene opfyldte fald er ganske vakker, findes ca. lO’ km. ovenfor mundingen og kaldes Skoltefoss efter den lille koloni af skoltefinner, der fra umindelige tider har havt sin bo- plads lige nedenfor den, og som ved grændsereguleringen af l826 gik over til at blive norske undersaatter, men med bibehold af sin græsk-katholske tro. En fjerdings vei nedenfor er et stryk, der kaldes Kol2foss-e)1, og som ved høivande kan passeres af baade. Elven er grund, —og henimod udløbet, hvor elveleiet udvider sig mere og mere, ogsaa opfyldt af sandbanker og store stene, som fordrer lokalkjendskab hos dem, som skal op— eller nedad elven i baad; opad kommer man forøvrigt blot paa stigende vand eller ved høivan(le, ellers er strømmen for strid. Tidevandet gjør sig nemlig gjældende helt opunder Skoltefossen, hvorhen man ved høivande endog kan komme med fembøringer, medens man i almindelighed benytter de lange, smale, fladbundede elvebaade. E1vebredderne bestaar af høie sa-ndmæler; de mod elven vendende flader er enten saa bratte, at ingen vegetation har kunnet fæste sig paa dem, eller de er ligesom hele dalbunden forøvrigt dækkede af smaabirk og lyng. Disse sandmæler er horisonta1t afskaarne opad; i høide med bakketoppen udbreder en myrlændt slette sig indover, flad og horisonta1 for saa atter at afbrydes af en brat, oventil horison- talt afskaaren bakke, bagom hvilken atter en tredje lignende eller det faste fjeld viser sig i horisonten. Naar man staar paa en høide og kan overskue en stor del af dalen, har man saaledes et eiendommeligt syn for sig. Det ser ud, som om den ene fæstningsbastion hæver sig over den anden; særlig falder de skarpe, rette, horisontale linjer, bakker- nes øvre begrændsning, i øinene.
