BEFo1.1(N1No. 471 Kl. 3 holdes middag, ondaal, og da spises i aannetider til fjelds kabbrette og melk, men paa andre steder spises saavel der som nede i bygderne forskjelligt som kjød og suppe, kaldet spa, som tillages meget slet, og hvori næsten hver brødbid dyppes, sol af sur melk og ibrukket fladbrød; m-øØu af varmt fedt, taget af ko- gende kjød, som heldes paa itubrudt fladbrød; suss af en kalv ikke yngre end 4, og ikke ældre end 8 dage, hvoraf man tager ryggen, siderne, hovedet, hjertet og levere11; dette koges meget længe, indtil benene og kjødet skilles ad, derpaa øses det op, alle ben tages af, kjødet skjæres smaat, og haves atter i samme gry- des sod, hvor det koges med lidt melk og karve, øses op i et fad og sættes hen at blive koldt, da det ser ud som gelé. Videre nævner han rakørret. Andre retter var: Søbekaal og kjød, pølse, velling, kogt fisk, men aldrig stegt; smør og brød med gammel- eller knaost til, hvilket, efter Wille, var de eneste traktementer for reisende. Om eftermiddagen hold- tes intet maaltid, men kl. 9 om aftenen spistes naatv(eren, Som altid bestaar af grød og melk. – Man ser heraf, siger Wille, vore bønders slette mad- lagning. Lund betegner i 1785 levemaaden i Øvre Telemarken som sær- deles tarvelig. Føden bestaar for det meste i grød og fladbrød af bygmel. Han angiver, at de om morgenen kl. 4 til 5 spiser kold bygmelsgrød, levnet fra aftenen, med sur melk til, derefter arbeider de til-kl. 9 a 1O, da de til dugurs faar varm grød med sur melk. Naar de har hvilet en time efter maaltidet, gaar de paa ar- beide igjen til kl. 2, da de holder middagsmaaltid, undaalen, der bestaar af smør og fladbrød med røget eller kogt kjød eller fisk og endelig ost. Derpaa hviler de atter en time, hvorpaa de ar- beider til kl. 8 a 9 om aftenen, da spiser de varm grød med sur melk. Denne levemaade betegner Lund som tarvelig, om ikke ussel. Fjeldfolket i Telemarken synes ialfald i ældre tid at have staaet i den formening, at de spiser bedre end nede i bygderne. Efter et stev roser nemlig fjeldmanden sig af at have bedre og federe kost end «bygdaren» (eller folk i de lavere dalfører) og «útmannen» (eller folk i Nedre Telemarken og omkring by-erne). Det heder: Fjöllmannen Sýpe saup og mjokk og bygdaren mau1ar grón, útma1men bite af sildenakkin, deð er litið til matavón!
