Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/49

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 42 —

tagelse af hvad kongemagten, under svensk indflydelse, var forberedt til i 1821, og hvad førstekammer-partiet «tendered» til i 1895.

Et illustrerende eksempel på dette overklassepartis magt skal her nævnes: Statsminister Louis de Geer nyder i Sverige anseelse som en af de dygtigste statsmænd i den nyeste tid, og det var ham som det lykkedes efter mange års arbeide at gjennemføre den repræsentationsforandring i 1865, hvorved de 4 stænder afløstes af det nuværende tokammer-system. Vi har ovenfor anført, at den svenske kongemagt og den svenske rigsdag i 1815 i forening anerkjendte den fuldkomne jevnlighed mellem begge riger i alle sporsmål som angår deres fælles styrelse, og denne erkjendelse begrundedes i den betragtning, at om Sverige har større folkemængde og større produktion (resourcer) end Norge, så kan dette land til sin fordel påberåbe sig sin såmeget gunstigere geografiske beliggenhed, hvorhos det udtrykkelig blev fremhævet, at begge folk ubestridelig har lige ret til med lige gjældende stammer at gi sin mening tilkjende. I den mest iøinefaldende strid med dette tilsagn, pa hvilket Norge hadde levet og bygget hele sin opfatning af unionen, foreslog De Geer i 1861 en ny rigsakt med indførelse af et unionsparlament, delvis sammensat efter folketallet i de to riger. Ganske vist sa De Geer, at principet om ligeberettigelse burde lægges til grund for den nye rigsakt, og Sverige ikke fordre mere end at