i konsulatspørsmålet tilspidsed sig; forberedte dette parti med forsvarsministerens hjælp en invasion i Norge til fremme af den sakaldte «tvangsrevision», som sigted på en hel omstøbning af den norske forfatning og af unionen,[1] altså noget lignende som Karl Johan hadde forberedt i 1821. Tanken blev vistnok slåt til jorden af den oplyste svenske folkemening; men ingen uhildet mand kan negte berettigelsen af den dybe harme som derefter endnu ulmer hos det norske folk. Ti ganske vist hadde vort folk handlet ilde ved at forsømme sit forsvarsvæsen; men det hadde netop derved bevist i gjerning, at for os var broderfølelsen ikke en frase til brug ved festlige anledninger, men en virkelighed, som hadde gjennemtrængt hele vort åndsliv, og udelukket enhver tanke på fiendtlighed mod det andet folk. Vi nordmænd har ganske vist den tro at det ikke vilde lykkes Sverige at erobre og beholde Norge, men med klart syn på den grænselåse ulykke som en broderkrig vilde fremkalde både for os selv og for hele norden, føler vi os ikke trygge, så længe ikke selve det svenske folk gjennem nye konstitutionelle former har tat roret helt i sin egen hånd, og udryddet muligheden for en gjen-
- ↑ I sin artikel i «Times» for 1 april 1905, hvori dr. Sven Hedin angriber min fremstilling af de unionelle stridigheder, ma han erkjende, at «en tendens i retning af tvangsrevision virkelig forespurtes her og der hos os (d. e. i Sverige) i 1896».
