Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 34 —

og vel mod nogle enkeltes vildfarelser».[1] Karl Johan hadde — siger han videre — under disse omstsædigheder visselig ret til at sige om Norge:

«I bryder på eders side den overenskomst hvortil jeg har git mit bifald; jeg gjenindtræder derfor i de rettigheder som Kielertraktaten tilsikrer mig, og jeg fratar eder den frihed jeg engang indrømmed eder, men af hvilken I har gjort så dårlig brug».

Kongen taler også om en anden udvei, nemlig «begge rigers virkelige sammensmeltning».

Han vii imidiertid ikke benytte sig af nogen af disse udveie; men om «selviskheden og forblindelsen vedblir at miskjende hans råd, vil han se sig tvunget til at gjenopføre Norges forfatningsbygning på grundvolde som er mere betryggende for den almindelige sikkerhed». Derfor ønsked kongen «oprigtigt at høre sine bundsforvandtes tanker om de skridt han tænker at foreta, og som allerede påkaldes af alle tænkende nordmænd».

Af disse skridt nævnes blandt andet afskaffelse af tre efter hverandre følgende stortings ret til at stifte lov uden kongens bifald, stortingets sammentræden kun hvert femte år, høiere em-

  1. Det er en merkelig, og neppe helt tilfældlg, overensstemmelse, at under den nuværende konflikt mellem Norge og Sverige, ser man fra svensk side ofte i pressen benyttet meget nær de samme udtryk om nordmændene og den norske politik.