vige tilbage for vold, hvis stortinget ikke overtog en del af den ovenfor nævnte danske statsgjæld. Dette hadde imidlertid stortinget allerede gjort, da det usandfærdige anklageskrift mod Norge blev oversendt stormagterne gjennem «vore» gesandter.
Skrivelsen begyndte med i høie toner at rose Karl Johans ædelmodighed ved at «skjænke» Norge en fri forfatning tiltrods for, at han ved sin «seir» hadde bragt nordmændene tilbage til «pligt og fornuft». Den ædelmodige konge hadde ikke været blind for den norske grundlovs «feil», men han håbed at tiden vilde rette på dem. Sverige og kongen hadde også fundet sig i det norske stortings og den norske presses senere udskeielser, og i dem ikke villet se «andet end vildfarelser at rette, ikke fornærmelser at straffe». Imidlertid heder det videre:
«En rus, som bar begyndt at sprede sig, og som kan blive smitsom, om den faar udbrede sig uhindret, har bemægtiget sig nogle rænkesmede og fra dem meddelt sig til en meget lidet oplyst majoritet... Hvis de i Europa almindeligt erkjendte og antagne grundæetninger miskjendes, om tilliden til høitidelig afsluttede traktater tilintetgjøres, om statsmagternes ligevegt og alle konstitutionelle former tilsidesættes af den lovgivende myndighed, da må kongen være undskyldt for sin samvittighed og Europa, om han beslutter at beskytte den store masses interesser 8 — Norge og foreningen med Sverige.
