Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/39

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 32 —

til Kristiania, ledsaget af generaler, admiraler, og fremmede diplomater. Han fremsatte for stortinget en række forslag til omstøbning af den norske konstitution, og når hans hele optræden ved denne anledning sammenstilles med den berygtede cirkulærnote fra den svenske udenrigsminister af 1 juni 1821, hvori de udenlandske magter gjennem de utilbørligste angreb på det norske folk søgtes forberedt på et statskup, forekommer det sandsynlig, at et sådant virkelig tilsigtedes, men i sidste øieblik blev opgit, uden at det her er anledning til nærmere at undersøge de mulige årsager.[1] Det følgende storting, som hadde at behandle de kongelige forslag til forandring af konstitutionen, afviste disse meget bestemt.

Den ovenfor nævnte cirkulærnote er ret illustrerende for hvordan den svenske udenrigsminister og de svenske gesandter, som hidtil midlertidig også har repræsenteret Norge og delvis er blit betalt af os, kan anvendes til Norges skade: det er og blir en uhyrlighed, at vore penge på denne vis af for norsk myndighed uansvarlige repræsentanter skal kunne anvendes mod vort lands interesse. I denne note[2] lod Norges konge sin svenske udenrigsminister — som også var «vor» — meddele stormagterne, at han ikke vilde

  1. J. E. Sars, «Norges politiske Historie fra 1815—1885». Kristiania, 1904, s. 61—71.
  2. Følgende uddrag af cirkulærnoten er tat fra «Verdens Gang» for 20 april 1905, se ogsa Sars, a. st.