Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 29 —


Lige til for nylig stod det endnu i de historiske lærebøger for den svenske skole, at Norge var et erobret land. Med sådanne vrangforestillinger indpodet fra barneårene er det let forståelig og undskyldelig, at den svenske politik overfor Norge i årenes løb er blit uheldig og i høi grad krænkende for norske følelser. Dertil kommer også at den svenske overklasse altid har set med frygt og misnøie på den norske demokratiske og liberale politik, som de var bange for skulde virke smittende også på de brede lag i Sverige, og således få en for overklassen skadelig indflydelse på den indre svenske politik; hvilket den også for nogen del har hat. Det gjaldt følgelig for dette svenske overklasseparti, som i Norge kaldes «storsvensker», for enhver pris at modstå alle norske krav, og om mulig at holde nordmændene nede ved at fremkalde en sammensmeltning af begge riger. Med andre ord: mens nordmændene holdt på unionen således som den ifølge rigsakten og forudsætningerne skulde være og tildels var, blev den for Sveriges ledende mænd i bedste fald en utålelig mellemtilstand, det var, som de udtrykte sig, en union «till at gråta öfver», som alene hadde det ene lysglimt, at den gjennem ihærdigt arbeide kunde bli noget andet og mere.

Denne sandhed må stadig holdes for øie, hvis man vil fælde en retfærdig dom om de snart svagere, snart sterkere unionelle stridigheder mellem de to folk; retfærdig ikke alene