lighed til at se med en viss ringeagt på det norske «bondefolk». Med manglende kjendskab til dette folks tidligere historie og til forudsætningerne for unionens opståen, har den svenske overklasse gjerne villet opfatte dets krav pa ligestilling som et uretmæssigt udslag af hovmod, og endog som utaknemlighed, idet man virkelig har indbildt sig at Sverige ædelmodigen hjalp Norge i 1814, ved at «frigjære» det fra Danmark, og derved «ophøie det til et selvstændigt rige»; udslag af lignende svensk ukyndighed ser vi i disse dage, når f. eks. en mand som Dr. Sven Hedin i en udenlandsk avis[1] meddeler verden, at den norske pågaenbedspolitiks mænd «glemmer Sveriges urgamle forbindelser med Mellemeuropa og tænker ikke på, at Norge, dengang da seierherrerne ved Lützen og Narva vakte den hele verdens beundring, var en dansk provins, og vedblev at være en sådan indtil året 1814, da det blev hævet op til en suveræn stat, forenet med Sverige under en konge.» Påstande som disse, om at Norge var en provins under Danmark osv., ma skyldes manglende kjendskab til de ting hvorom det skrives; jeg må også tro at Dr. Sven Hedin er uvidende om at Norge var ét kongerige, og hadde en pålidelig og tildels ganske merkelig historie, flere århundreder før Sverige. Men når en mand som burde være trænet i videnskabelig stringens, skriver så, hvad skal man da vente af andre.
- ↑ «Kölnische Zeitung» 22 april, 1905.
