Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/33

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

IV. TRÆK AF UNIONENS HISTORIE

Efter århundreders strid var endelig en forening mellem de to riger tilveiebragt; men ikke på den vis som Sveriges mægtige mænd og slegter hadde ønsket og håbet, idet de vilde ha Norge som en erstatning for Finland. Allerede dette varsled mindre godt for den kommende union, og det førte snart til en ofte smålig kamp fra svensk side mod alt som var symboler på Norges riges tilværelse. Vi måtte kjæmpe om kongens norske titel (han var i Norge konge af Norge og Sverige, og ikke som svenskerne vilde ha det af Sverige og Norge), om vore mynters præg, om flag og farver og rigsvåben.[1] Dertil kom at de to folk

  1. Betegnende for den svenske opfatning af Norge og unionen, er at kort tid efter dens indgåelse blev en svensk officer udnævnt til kommandant pa den sterke norske grænsefæstning Fredrikssten (i 1815). At manden oprindelig var af norsk fødsel, gjorde neppe sagen bedre, han var svensk borger og hadde deltat i krigen