Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 24 —

i krig og fred) er fællesskabet i kongens person. Udover krig og fred og kongens person, samt de organer, som i tilfælde midlertidig skal træde istedenfor den personlige konge, etablerer rigsakten ikke noget fællesskab for de to riger. Følgelig har hvert af rigerne bevaret sin fulde selvbestemmelsesret som suveræn stat i alle andre anliggender, som ikke kolliderer med det ovenfor angivne skarpt begrænsede fællesskab. Rigsakten indeholder, som nævnt, regler for behandlingsmåden af fællesanliggender, men overlader hvert rige selv at behandle alle andre anliggender i den form, det måtte finde tjenligst for sig.

Hvis man vilde gjøre sig klart, hvor lidet den indgåede forening og rigsakten ophæver de to rigers saerskilte suverænitet, saa må man stadig huske på, at det var to hinanden helt fremmede magter, som blev forenet under en konge i 1814; at tale om «home rule» i Norge er således uberettiget. Det er i virkeligheden samme forhold og samme grad af fællesskab som vilde opstå, hvis man kunde tænke sig at f. ex. England og Frankrige blev enige om at slutte en permanent forsvarsunion under samme konge, men med bibebold hver for sig af alle andre institutioner og med intet andet fælles;[1]

  1. Norge og Sverige har således særskilte regjeringer og nationalforsamlinger, bygget delvis på helt forskjellige grundprinciper, særegne hære og flaader, finans-, told-, justits-, militær- og kirkeforvaltning er forskjellig, der