modstand som et fortvilet fjeldfolk kan yde, desuden var den svenske stats finanser så slette, at med nogen måneders fortsat felttog vilde «alle ressourcer været forbi».[1] Dertil kom, at stormagternes stilling ingenlunde var så gunstig overfor Sverige og så ugunstig overfor Norge, som ønskelig kunde være fra svensk synspunkt. Nordmændene ansa tilstanden i så henseende for slettere end den i virkeligheden var; det de frygted mest, var en engelsk blokade af vore kyster, hvorved landets tilførsel vilde bli afskåret; men Lord Castlereagh hadde, allerede før felttogets begyndelse, bestemt, at der ikke skulde ofres mer for at hjælpe prins Bernadotte. Hadde nordmændene kjendt denne beslutning, og således vidst, at en blokade ikke var at frygte for, hadde de sikkerlig ikke gåt ind pa nogen våbenstilstand. Lige overfor stormagterne, og med blikket heftet på den Wienerkongres, som snart skulde træde sammen, var det derfor, som Karl Johan selv skrev, «af yderste vigtighed, at den norske affære hurtigst muligt blev afsluttet, og at foreningen mellem Norge og Sverige fandt sted frit og med fuldkommen samstemmighed» (librement et avec une parfaite unanimité); men overfor den svenske opfatning gjaldt det om muligt at gi foreningen et helt andet udseende, og derfor heder det da i samme brev, at om man for at tækkes Wienerkongressen er nødt
- ↑ Trolle-Wachtmeister, «Anteckninger och minnen», Stockholm, bd. II, s. 9.
2 — Norge og foreningen med Sverige.
