Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 16 —

fra svensk side blev gjort indtrængende forestillinger til Karl Johan om at fortsætte felttoget og indfri sit løfte om at erobre Norge for Sverige; men han svared, at hvis han hadde 40 000 mand og 6 millioner til at føre krig i 6 måneder, vel skulde kunne tvinge Norge til ikke at gjøre andre rettigheder gjældende end en erobret nations; men han mangled disse midler.[1]

I ethvert fald spilled Karl Johan med beundringsværdig smidighed sin rolle i den vanskelige stilling, hvori han var stedt. Den svenske hær var ganske vist i mange henseender den norske overlegen; men landet frembød altfor mange naturlige forsvarsbetingelser, og Spaniens historie hadde læert ham betydningen af den

    dronning sig endnu mer åbenhjertet. Idet hun vil, som hun sier, «lämna några hemliga detaljer,» skriver hun (Bonde, a. st. s. 190, note 1): «Bergens och Trondhjems distrikt kunde mycket länge göra motstand, och om Norrmännen endast droge sig tillbaka bland sina fjäll skulle de med lätthet kunna forsvara sig.» — — — — «Sverige skulle under tiden så småningom komma att förlora hela sin armé och desutom nödgas utgifva mycket pengar, da det alldeles ensamt utan några subsidier finge bekosta alltsammans.» Desuden ønsked Karl Johan ikke indblanding og hjælp fra fremmedhold; «han föredrog att sjalf försöka imponera på sina blifvande undersötter.» Overfor disse fortrolige og utvetydige udtalelser fra Sveriges dronning, hvori hun henviser til udtalelser og opfatninger af Karl Johan selv, tar unegtelig den svenske tale om ædelmod og muligheden af erobring sig lidt besynderlig ud.

  1. Schinkel-Bergman, «Minnen», bd. VIII.