Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/22

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 15 —

handlinger allerede efter et fjorten dages felttog. Hvordan det forholder sig hermed kunde jo nu være nogenlunde ligegyldig, hvis det ikke oftere fra svensk side var blit hævdet som undskyldning for Sveriges senere krænkende optræden overfor Norge, at det var på grund af svenskernes og Karl Johans ædelmod at de afstod fra at erobre Norge i 1814.[1] Sikkert er, at det

  1. Af megen interesse for belysningen af dette spørsmål er de nu offentliggjorte breve fra Sveriges daværende dronning, Karl XIII’s gemalinde, Hedvig Elisabeth Charlotte, (se friherre Carl Carlson Bonde, «Sverige och Norge 1814», Stockholm 1896). Den 28 august 1814, to uger efter konventionen i Moss, skriver hun (Bonde, a. st. s. 128, note 1) til sin svigerinde, Sofie Albertine, bl. a. at det var en lykke for Sverige, at nordmændenes konge, Kristian Fredrik, savned mod, da han ellers kunde gjort svenskerne meget ondt, «ty», fortsætter hun, «man får verkligen icke göra sig några illusioner, och kronprinsen (Karl Johan) söker ikke ens att själf fördölja, att det nog skulle hafva varit alldeles omöiligt att vinna nagonting emot norrmännen, om de ej sjalfva velat det, emedan man icke på något sätt kan komma at dem bland deras höga fjäll och ointagliga pass, om de endast hafva en god ledning och själfva vilja försvara sig. Man kan nog lyckas drifva dem tilbaka till Kristiania, men det står icke uti någon armés förmåga att vidare förfölja dem.» Disse linjer er ikke fremkommet af sympati for nordmændene, som den svenske dronning kalder «upprorsmakare och traktatsbrytare», men de er sikkert grundet på meddelelser fra Karl Johan selv, hvilket jo også direkte fremgår af ovenanførte linjer.
    I sin dagbog fra samme tid udtaler den svenske