Erkjendelsen heraf fik straks og spontant udslag i Norge. Såsnart efterretningen om Kielertraktatens afslutning nådde landet, vakte den overalt forbitrelse. Norges daværende statholder, den danske og norske prins Kristian Fredrik, satnmenkaldte til Eidsvold, i nærheden af Kristiania, en rigsforsamling som repræsentered de forskjellige landsdele, og som fik i opdrag at beslutte om landets fremtidige forfatning og styrelse. Denne forsamling vedtog 17 mai 1814 en ny grundlov for kongeriget Norge, og valgte samme dag Kristian Fredrik til konge. Samtidig blev hæren, som forøvrigt allerede var på grænsevagt mod Sverige, sat helt på feltfod. Nordmændene mente fra tidligere erfaringer, at de nok kunde værge sit uveisomme land mod svenske angreb.
Den svenske konge vilde dog ikke afstå fra sin beslutning om at erhverve Norges krone, og svenske tropper rykked ind i landet under Karl Johans ledelse, den 28 juli 1814. Dette nærmest demonstrative felttog vared bare fjorten dage. I de eneste alvorlige kampe (Lier og Matrand) var nordmændene overlegne, og kasted den svenske hærs nordlige fløi tilbage over grænsen; den sterke klippefæstning Fredriksten (hvor Karl XII faldt i 1718) kunde svenskene ikke ta, derimod tog de Fredrikstads fæstning, som den norske hærs fører Kristian Fredrik allerede selv hadde bestemt sig til at rømme, og hadde berøvet det vigtigste skyts. Endnu forinden noget
