Napoleon, mod at zar Alexander som vederlag, forpligted sig til at svigte sin tidligere bundsforvandt Danmark-Norge, og at lægge Norge ind under Sverige («procurer la Norvège à la Suède»).[1]
Efter således at hasikret sig Ruslangs medvirken for sine planer mod Norge, istandbragte den svenske tronfølger alliancer[2] først med England (af 3dje mars 1813), kort tid efter med Preussen, gående ud på at gi ham fri hænder ligeoveror Danmark-Norge, som var trukket ind i et skjæbnesvangert forbund med Napoleon. Målet var at bemægtige sig Norge. Umiddelbart efter slaget ved Leipzig rykked Karl Johan med svenske, preussiske og russiske tropper mod Danmark og vandt i Holsten en let seier over en liden del af kong Fredrik VI’s danske (ikke norske) tropper.
Derved blev Kielertraktate af 14de januar 1814 fremtvunget, hvorved den dansk-norske konge afstod Norges trone til den svenske konge. Det kunde synes, som om Norges skjæbne herved var beseglet, truet som det var, såvel af Sverige som af stormagterne; men man hadde glemt at regne med Norge selv; uadspurgt var det behandlet som en quantité negligeable. Det skulde imidlertid snart vise sig, at man herved hadde regnet feil.
