I Norge stod en hær på 28 000 mand ved den svenske grænse, under anførsel af prins Kristian August. Nordmændene var sine svenske modstandere overlegne, og vilde, om de hadde udnyttet situationen, sikkerlig kunnet tilrive sig dele af Sverige, eller ialfald gjenvinde sine tabte provinser; men vi så dengang heldigvis længer end til den øieblikkelige fordel; en svækkelse af Sveriges modstandskraft mod den indtrængende fiende fra øst vilde bringe Skandinaviens fremtid i fare,[1] og uagtet vor øverstkommanderende, prins Kristian August, hadde sin konges bestemte ordre om at rykke ind i Sverige og føre krigen af al magt, slutted han våbenstilstand med den sveske modstander, for at de svenske tropper i ilmarsher kunde dra til Stockhold i det øiemed at afsætte den sindsvage Gustav den IV Adolf, og skabe fred med Rusland og Danmark-Norge.
Vi nordmænd er endnu glade og stolte over denne Norges optræden ligeoverfor det ulykkelige Sverige i 1809; men den står i en merkelig modsætning til den svenske synsmåde, som finder sit udtryk gjennem svenske penne (som dr. Sven Hedins) i denne tid, idet vi underrettes om,
- ↑ Vi har en af de daværende ledende nordmænd, grev Wedels udtrykkelige ord (i senere offentliggjort brev) for, at vi ikke måtte hjælpe «barbarerne» til at sønderlemme Skandinavien (Yngvar Nielsen, «Grev Herman Wedel Jarlsberg og hans Samtid», Kristiania, 1888, bd. I, s 287).
