Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 7 —

lig er at merke, at Norge hadde sin selvstændige, helt nationale hær (grundlagt 1641), hvis historie vi mener at kunne se tilbage på med tilfredshed, og som også stod sin prøve, da begivenhederne i det 19de århundredes begyndelse påkaldte dens medvirkning.

Sverige udvikled sig under sit nationale kongedømme til en magt af rang. Under Gustaf Adolf kom det til at spille en betydningsfuld rolle i Europas historie, under den tapre Karl XII kunde det binde an med den stormagt, som raskt udvikled sig ved dets østlige grænse, og det hævded sin stilling som Østersjøens behersker. Med sit herredømme over Pommern og store dele af østersjøprovinserne i syd, og Finland i øst, var det en stormagt; og denne magt var truende særlig for de to andre nordiske folk. Sverige måtte naturlig komme til at stille sig det mål at bli eneherre på den skandinaviske halvø. En kjendt svensk forfatter[1] erkjender, «at Norge gjennem århundreder var formålet for vore store kongers politik,» — at det vakte det svenske folks «lystnad», og at besiddelsen af Norge efter Finlands tab (1809) betragtedes som nødvendig for opretholdelsen af Sveriges fremtidige tryghed og selvstændighed. Gang på gang rakte Sverige hånden ud efter Norge, men de svenske våben har ikke hat held med sig, såsnart de kom over den norske

  1. Schinkel-Bergman, «Minnen», bd. VI, s. 31—32.