Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/13

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 6 —

mark var blit et valgkongedømme; dette forklarer også at kongerne ofte kom til at søge sin sikreste støtte hos det demokratiske norske folk og ikke hos den danske adel, som dog altid, for at vedligeholde foreningen med Norge, valgte den der arveberettigede konge også til dansk tronfølger. Det var først ved en statsomvæltning i 1660 at tronens arvelighed blev gjenindført i Danmark i forbindelse med enevoldsmagten.

Norge vedblev at være forenet med Danmark indtil 1814, men vel at mærke som et særeget rige.[1] Kongerne kunde optræde som Norges monark alene, hvad de også ved given anledning gjorde, f. es. ved afslutning af en grænsetraktat mellem Norge og Sverige. Sær-

  1. Det har fra enkelte hold været påståt, at Norge i virkeligheden blev en provins under Danmark, fordi den danske adel, på rigsdagen i Kjøbenhavn 1536, tvang Kristian III til i sin danske håndfæstning at love, at Norge, hvis han måtte erobre det med våbenmagt, ikke mere skulde være et eget rige, men bli en del af Danmark. Men dette løfte holdt han ikke; ti Norge blev ikke erobret; løftet kunde således ikke i mindste grad vvære bindende for Norge. Dette er forlængst, allerede i det 18de århundrede, tilstrækkeligt godtgjort af danske og norske historikere; det er udførlig påvist, at al tale om Norge som provins er urigtig; ja Kristian III anerkjendte selv Norges særstilling i en med Sverige sluttet traktat bare en måned efter nævnte håndfæstning. Norge vedblev altid at være et suverænt rige, og var derfor bl. a. ikke forpligtet til at underkaste sig Kieler-traktaten.