Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/12

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 5 —

bonde, hvilket tildels har været skjæbnesvangert i vort folks historie, som straks skal sees. Da det norske kongehus uddøde på mandssiden i 1387, gik Norges krone over til det danske kongehus,[1] og på grund af det norske folks loyalitet, og dets mangel på ledende familier, gled landet modstandsløst ind i en forening først med Danmark og Sverige (den såkaldte Kalmarunion) og siden med Danmark alene.

De tre landes folk hadde dengang forlængst udviklet hvert sit sproglige og etnologiske særpræg, som var helt forskjelligt; ved historie og tradition var de blit fremmede for hverandre, og hadde ofte ført bitre indbyrdes kampe.

Allerede denne Kalmarunion blev ulykkelig. Sverige brød ud af den ved en opstand i 1521, mens Danmark og Norge vedblev at holde sammen, vistnok som to særskilte, selvstændige riger, men under samme dynasti. Nordmændenes troskab mod sin konge viste sig også denne gang, idet den danske konge Kristian II, som først blev fordrevet fra Sverige under opstanden i 1521, sendere blev fordrevet også fra Danmark, men fandt sin sidste tilflugt i Norge, hos sine tro norske undersåtter, som ikke vilde svigte sin lomæssige suveræn. Norge vedblev altid under denne forening at være et arverige, mens Mal:B

  1. Foreningen mellem de to lande begyndte forøvrigt med at den norske tronfølger, Olav Håkonssøn, blev valgt til dansk konge i 1376. Han blev også konge i Norge i 1380, men døde allerede 1387.