Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 4 —

tilbøielighed til uafhængighed og selvrådighed, som vanskeliggjorde den sammenslutning og underordning under en ledende vilje, som fælles nationale opgaver påtvinger. Til forskjel fra det øvrige Europa var derfor Norge i sin tidligere historie, som det er det den dag i dag, altfor meget en samling af individer og bygder med særmeninger, til at det kunde optræde med den enige og samlede styrke udad, som kan være ønskelig for en suveræn stat. Heri ligger vor svaghed, som f. eks. muliggjorde at vi i såvidt lang tid fandt os i utilfredsstillende forholde under foreningen med Danmark; men deri ligger på en vis måde kanske også vor styrke som folk.

Indre stidigheder om kongetrone og overherredømme tæred gjennem århundreder på landets kraft. De gmale aristokratiske ætter, var forholdsvis fåtallige i dette demokratiske land af odelsbønder, og de oprev hverandre indbyrdes under disse kampe, samtidig med at folket svækkedes. Derved kom landet til at savne ledende familier, som med sit bare navn kunde samle folket om sig i vanskelige tider, og gjøre modstand mod indflydelse udenfra. Men denne mangel på ledende mænd og ætter, som i andre lande varetog lovene og stod mellem konge og folk, bragte hos os det sidste i mer direkte forbindelse med statsstyrelsen, og gjorde det mer loyalt såvel mod gjældende lov som mod konge. Dette forklarer, at troskab mod kongehuset altid har været et særkjende for den norske