Side:Niels Klims underjordiske reise.djvu/77

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

imod den Skik, som er brugelig blandt de Rige hos os, der ikke holde et Maaltid for at være noget, hvis der ikke kommer den ene prægtigere og lækkrere Ret paa Bordet efter den anden. Mens de spiste, underholdt de sig med adskillige Samtaler om Dyder, Laster og politiske Ting, saa at Legemets Nydelse krydredes med Sielens. Man bragte ogsaa mig paa Bane; men for mit hurtige Begrebs Skyld troede man, der ikke kunde giøres noget Synderligt af mig.

Da man var mæt, og Bordet taget bort, befalte Fyrsten mig at forevise mit Testimonium. Da han havde giennemlæst det, saae han paa mine Been: »Karatterne have dømt fuldkommen ret!« sagde han — og befalede, at deres Raad skulde følges. Ved disse Ord blev jeg som truffen af Lynild, og udbrød i en Strøm af Taarer. Jeg bad, at man vilde giennemsee min Stilebog, og haabede, naar man nøiere undersøgte mine Dyder og Sielekræfter, at faae en langt mildere Dom. Den milde og yderst billige Fyrste blev slet ikke vred over dette uartige og usædvanlige Forlangende, men befalede den nærværende Karatti at overhøre mig paa ny med mere Nøiagtighed. Medens dette varede, gik Fyrsten bort for at giennemlæse de Andres Testimonier. Min Karatti gav mig nye Spørsmaal, og forelagde mig nye Opgaver; jeg besvarede dem, til hans store Forundring, med min sædvanlige Hurtighed. »Du fatter«, sagde han, »en Ting meget snart, men du indseer ikke Tingens Grund; og dine