Side:Niels Klims underjordiske reise.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

der hørte Degnen Niels Andersen synge, hvis Stemme, som sædvanlig, jammerligen plagede mine Øren. Jeg troede derfor, da jeg vaagnede, at det var denne Mands Tuden, som havde afbrudt min Søvn. Men da jeg i det samme tæt ved mig blev en Tyr vaer, sluttede jeg, at det maatte have været dens Brøl, som havde vakt mig.

Det var i Dagbrækningen, og den opgaaende Sol begyndte at forgylde de grønne Enge og frugtbare Marker, som hist og her udbredte sig for mit studsende Øie. Jeg saae og endeel Træer: men hvor voxte min Studsen, da jeg bemærkede, at de fløttede sig, uagtet det var saa blikstille, at ingen Fier kunde røre sig. Da i det samme Tyren kom brølende lige hen imod mig, flygtede jeg skielvende hen til et Træ, som stod noget fra mig, og stræbte i min Angest at klavre op deri; men som jeg var i Færd hermed, gav det et spædt og giennemtrængende Skrig fra sig, omtrent som Skriget af et opbragt Fruentimmer, og i det samme fik jeg det livagtigste Ørfign af Verden med slig en Eftertryk, at det sortnede for mine Øine, og jeg trimlede hovedkulds til Jorden. Jeg laae, som truffen af Lynet, i Begreb med at opgive Aanden, da jeg rundt omkring mig hørte en Brummen og Støien, som den, man imellem hører paa Torvene, eller paa Børsen, naar der sælges Actier. Jeg slog Øinene op, og saae Marken vrimle rundt omkring mig af Træer, hvor jeg før neppe havde talt sex eller syv. Intet