Poesien dyrkes ikke med megen Varme,
endskiøndt man i dette Fyrstendom finder hist og her
nogle Poeter, men den underjordiske Poesie skilles
allene ved en høiere Stiil fra Prosa. De udloe det
derfor som Børnespil, hvad jeg fortalte dem om vores
Stavelsemaal og Tonefald.
Iblandt de potuanske Lærere gives nogle, som kaldes Professorer i den gode Smag. Disse sørge for, at Ungdommens Tænkekraft ikke skal beskiæftiges med Ubetydeligheder og Smaating; at alt for platte og pøbelagtige Skrifter, hvis Læsning fordærver Smagen, ikke skulle komme for Lyset; og at af Bøger, som skulle trykkes, de Ting blive udslettede, som stride mod sund Sands. Blot til denne Ende har man Bogeensur. Ganske anderledes er det her oppe paa Kloden, hvor de bedste Skrifter blot af den Aarsag, at de enten vige af fra en herskende Mening, eller fra en engang indført Talebrug, eller fordi de med Vittighed og Aabenhiertighed giennemhegle Menneskenes Daarligheder, ofte undertrykkes af Censorerne, hvorved Videnskaberne naturligviis qvæles, og sunde og gode Skrifter ikke kunne komme for Dagen. Men da Handelen er fri imellem Potuanerne og Nabofolkene, snige sig blandt andre Varer ofte platte og pøbelagtige Bøger ind i Landet. Til den Ende har man ansat visse Dommere, som Tid efter anden besøge Bogsamlingerne. Disse kaldes Syla-Makatti, det er,
