konsten; thi Disputatser torde jeg ikke tale noget om, da Indbyggerne her regne disse blandt Gøglespil. Deres offentlige Lærere foredrage ikke de nyttige Sandheder paa saa stræng og bydende en Maade, som Philosopherne hos os; men de blande smukke og behagelige Fortællinger imellem de alvorlige Laæreregler, saa at man hører dem med Fornøielse.
Den Alvorlighed og Anstand, hvormed alle academiske Handlinger og Forfremmelser her foretages, er ganske beundringsværdig. Man tager sig meget nøie i Agt for, at der ikke skal forekomme noget i de academiske Handlinger, der kan opvække Latter, og holder for, at disse Ceremonier maae være forskiellige fra Farcer, at ikke Videnskaberne for slige usømmelige Skikkes Skyld skulle blive foragtede. Jeg torde derfor ikke tale om de Ceremonier, som bruges ved Graders og Værdigheders Uddeling paa vore Academier; det som mødte mig i Keba, da jeg beskrev vore Doctorpromotioner, var desuden nok for mig, til aldrig meer at røre ved den Materie.
Foruden disse Academier er der i enhver By store Seminarier eller Gymnasier, hvor man giør sig Umag for at lære at kiende de Unges Anlæg, og til hvilket Fag af Videnskaberne enhver bedst er skikket. Da jeg blev underviist paa Seminariet i Keba, havde den ypperste Præst fire Sønner, som der lærte Krigskonsten. Fire Andre, hvis Fader var Raadsherre, lærte Haandvserker, og to Jomfruer bleve underviste i So-
